Delvis genåbning af Danmark

Regeringen har nu taget hul på den første fase af en gradvis genåbning af det danske samfund – dog endnu ikke for Idrætdanmark

Åbningen sker under forudsætning af, at alle fortsat overholder retningslinjerne om social afstand og hygiejneråd, da smittespredningen ellers kan blive så kraftig, at kapaciteten i sundhedsvæsenet vil blive voldsomt udfordret.

Meldinger er, at en effektiv indsats mod spredning af COVID-19 i Danmark kræver, at den enkelte borger tager ansvar for at nedbringe antallet af sociale kontakter og sikre behørig afstand til sine medborgere. Det gælder også inden for familien og vennekredsen. Og det gælder mindst lige så meget nu, hvor der tages hul på en kontrolleret genåbning af det danske samfund.

Den delvise genåbning af Danmark vil ske under for følgende områder:

Dagtilbud – grundskolen - ungdomsuddannelser og videregående uddannelser - det private arbejdsmarked - efteruddannelse for ledige med konkret jobmulighed - kollektiv trafik

Derimod er der en række tiltag, der er blevet forlænget.

Det gælder blandt andet Lukningen af indendørs sport- og fritidsfaciliteter mv.

Den 18. marts 2020 blev der indført et midlertidigt forbud mod indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv., herunder bade- og legelande, biografer, teatre, fitnesscentre og solcentre. Forbuddet forlænges, så det indtil videre løber til og med den 10. maj 2020.

Det betyder i realiteten at stort set hele Idrætsdanmark fortsat vil være lukket indtil denne dato.

Herudover gælder det for:

Midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud - skærpede rejsevejledninger - lukning af skoler -uddannelsesinstitutioner – kulturinstitutioner – folkekirken - trossamfund – fritidstilbud - hjemsendelse af offentligt ansatte - forbud mod arrangementer, begivenheder mv. med flere end 10 personer - lukning af natklubber, værtshuse, restauranter og caféer mv. - lukning af storcentre mv. - liberale erhverv, hvor der ikke kan undgås kontakt med kunder

DFHO hæfter sig ved, at den delvise genåbning sker under forudsætning af, at alle fortsat overholder retningslinjerne om social afstand og hygiejneråd, da smittespredningen ellers kan blive så kraftig, at kapaciteten i sundhedsvæsenet vil blive voldsomt udfordret og at man allerede nu har udmeldt, at forsamlingsforbuddet i en eller anden forstand vil gælde helt indtil den 31. august 2020.

Yderligere behov for hjælp

Den gradvise genåbning af Danmark bliver langvarig. Det er på den baggrund DFHOs opfattelse, at det bliver nødvendigt, at forlænge varigheden af de midlertidige kompensationsordninger i første omgang helt frem til den 31. august 2020.

Derudover vil der være behov for forbedringer af de eksisterende hjælpepakker:

  • Fra 40 til 30 pct. I takt med en forlængelse bør man også se på at forbedre de økonomiske rammer. For at imødekomme en gradvis genåbning, bør grænsen for at kunne modtage dækning af faste omkostninger sænkes fra de nuværende 40 pct. til 30 pct.
  • Højere loft. En række virksomheder vil nå at ramme loftet på 60 millioner kroner i samlet støtte til faste udgifter, når lukningen bliver langvarig. Derfor bør man hæve loftet for den kontante kompensation, så den stiger markant fra de 60 millioner kroner.

DFHO vil i samarbejde med Dansk Erhverv fortsat søge at fremme disse forslag.  

Det betyder imidlertid også, at vi i fitnessbranchen må væbne os med tålmodighed, da trængslerne desværre langt fra er forbi.

Det er vurderingen, at yderligere delvis åbning af Danmark efter den 10. maj 2020 og indtil den 31. august 2020 vil skulle ske under forudsætning af, at alle fortsat overholder retningslinjerne om social afstand og hygiejneråd for at undgå for kraftig smittespredning.

Derfor bliver fitnessbranchen – som alle andre idrætsaktører i Danmark – nok nødt til at indstille sig på, at de tilvejebragte foranstaltninger, som kan afhjælpe smittespredning for en lang stund er kommet for at blive i vores hverdag.