DFHO om regeringens idrætsinitiativer: Gode takter, men plads til mere privat

Regeringen har netop præsenteret fire nye idrætsinitiativer og en række anbefalinger, der skal bidrage til, at flere borgere dyrker motion og bliver aktive i idrætsfælleskaber.

De foreslåede indsatser hviler på input fra tre arbejdsgrupper og bakkes op af 35 mio. kr. fra satspuljen. Konkret skal indsatserne blandt andet bidrage til inklusion af socialt udsatte målgrupper i idrætsfællesskaber samt udvikle samarbejder mellem foreninger, kommuner, jobcentre mv.

DFHO’s branchedirektør, Morten Brustad, ser gode takter i regeringens initiativer og glæder sig særligt over, at regeringens opfattelse af fysisk aktivitet også omfavner private aktiviteter.

”DFHO deler fuldt ud regeringens vision om, at flere danskere skal dyrke idræt. Derfor er det glædeligt, at regeringen skrider til handling med en række initiativer, der kan bidrage positivt til idrætsdeltagelsen i Danmark. Samtidig vil jeg gerne kvittere for, at det i én af rapporterne bliver fremhævet, at fysisk aktivitet bør forstås i bred forstand og dermed også kan foregå i privat regi som fx fitnesscentre. Vi har jo fulgt processen op til tæt, og vi ser dette punkt som et udtryk for, at der er blevet lyttet til vores standpunkt om, at private aktører også kan bidrage til løsninger på denne samfundsudfordring,” siger Morten Brustad.

Han peger dog på, at de konkrete anbefalinger i beskedent omfang afspejler, at fysisk aktivitet netop bør forstås i bred forstand.

”Det er meget tydeligt, at regeringen har en forkærlighed for foreningslivet og købt ind på deres strategi, for hovedparten af de konkrete anbefalinger bærer præg af, at den øgede idrætsdeltagelse skal foregå i foreningsregi. Det er selvfølgelig en naturlig konsekvens af, at man fra politisk side understøtter foreningslivet økonomisk, og derfor tænker foreninger som en vigtig drivkraft i indsatsen. Men jeg håber, at man med åbent sind vil se på, hvilke indsatser private aktører også kan bidrage,” siger Morten Brustad og fortsætter:

”Den private fitnessbranche aktiverer mere end 800.000 danskere og råder over faciliteter i alle dele af landet. Så der er rig mulighed for, at fitnesscentre bliver tænkt ind i samarbejdsmodeller eller konkrete aktiviteter. Derfor vil vi naturligvis følge med i, hvordan de forskellige indsatser bringes til livs og søge en konstruktiv dialog med både foreninger og myndigheder”.