Fitnesscentrene kan genåbne til maj

Fitnessbranchen får med den fremlagte plan for genåbning af Danmark større vished om fremtiden. Fitnesscentrene får efter planen lov til at genåbne til maj dog mod fremvisning af såkaldt Coronapas.

Mandag aften blev alle Folketingets partier på nær Ny Borgerlige enige om at genåbne Danmark i løbet af april og maj med få undtagelser. Med planen får danskerne og ikke mindst fitnessbranchen en længe savnet vished om fremtiden. Dermed er der lys i mørket om den grundlæggende præmis, at Danmark kan genåbnes, når alle over 50 år har fået tilbudt en vaccine.

Det ved vi nu, om hvordan og hvornår fitness genåbner:

  • 6. maj: Første del af den indendørs idræt genåbner for voksne over 18 år med Coronapas
  • 21. maj: Den resterende idræt samt fritids- og foreningsaktiviteter genåbner for voksne over 18 år med Coronapas
  • Coronapas bliver adgangsgivende for brugerne. Med Coronapas menes dokumentation for overstået infektion med covid-19, overstået vaccination mod Corona, eller en negativ test (PCR eller kviktest), som er maksimalt 72 timer gammel.
  • Hvilke konkrete idrætsgrene, der er omfattet hhv. den 6. og den 21. maj, og hvilke smitteforebyggende tiltag bliver gældende, forhandles af aftalepartierne på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne.

Hele aftalen kan læses her.

Politikerne burde åbne før af hensyn til folkesundheden
DFHO har arbejdet for, at fitness kan åbne sammen med den øvrige indendørs idræt så hurtigt som overhovedet muligt, allerhelst i april, af hensyn til 800.000 danskeres mentale og fysiske trivsel og sundhed. Til maj vil indendørs idrætsfaciliteter have været lukket i fem måneder. Læg dertil nedlukningen i tre måneder i foråret 2020. Det er at gamble med danskernes sundhed og trivsel. Corona er ikke det eneste, der truer danskernes sundhed. Det gør manglende motion og mistrivsel også. Læs mere om de sundhedsmæssige konsekvenser af nedlukningen

Politikerne burde have vægtet den generelle sundhed og trivsel højere i vurderingen af, hvad der er nødvendigt at genåbne i de første faser.

Ved sidste genåbning i sommeren og efteråret 2020 viste smitterisikoen sig beskeden i fitnesscentrene og i idrætten generelt. Det viser DFHOs brancheundersøgelse, og det understreges af de to seneste danske undersøgelser, som viser, at smitten primært sker i familien og blandt venner i fritiden”. Læs fakta om smittespredning i fitnesscentre

Coronapasset er håret i suppen
Kravet om et Coropas som adgangsgivende dokumentation fra fitnessbrugerne kan ikke undgås at blive en hæmsko for at dyrke motion. Det har stor betydning i denne sundhedskrise, at danskerne så gnidningsfrit som muligt kan komme tilbage i deres motionsvaner fx i fitnesscenteret. Lidt mere end hver tiende fitnessbruger siger, at Coronapasset vil være en hindring for dem i at få dyrket motion, som de plejer. Læs konklusioner af DFHOs undersøgelser

Aftalen har positive dimensioner for fitnessbranchen

  • En bred aftale med alle Folketingets partier på nær et giver stabilitet om aftalens holdbarhed og tilslutning
  • En nærmere fastsættelse af genåbningstidspunktet giver lys i mørket og større vished om fremtiden
  • Fitness og øvrigt indendørs idræt åbner samtidig
  • Timingen til maj er senere, end DFHO mener er forsvarligt for danskernes mentale og fysiske sundhed og trivsel, men det er lykkeligvis et langt bedre udfald, end det branchen måtte forvente tilbage i februar, hvor flere eksperter ville holde fitnesscentrene lukket til efter sommer.
  • Der er stadig mulighed for en fremrykning af genåbningen. I den kommende tid foregår der politiske forhandlinger om, hvilke konkrete indendørs idrætsgrene, der skal åbne først, den 6. maj, og derefter hvilke der skal åbne den 21. maj.
  • Samtidig kan DFHO være med til at kvalificere, at de smitteforebyggende tiltag, der skal gælde ved genåbningen, bliver rimelige og forståelige. Læs DFHOs anbefaling til en genåbning