I en julenedlukning med håb om et mere lykkebringende 2021

I hele landet skal fitnesscentrene holde lukket foreløbig indtil 3. januar. Mere end 800.000 danskere kan ikke træne, som de plejer. De erhvervsdrivende kompenseres med hjælpepakker, men hvis det fortsætter vil det gå ud over folkesundheden.

DFHO anerkender behovet for at nedbringe samfundsaktiviteten med det høje smittetryk, vi ser. Omvendt er motion ikke mindst vigtigt i lyset af COVID-19, hvor vi er mere isoleret og bevæger os mindre. Fitnesscentrene og den øvrige idræt bør hurtigst og sundhedsmæssigt forsvarligt muligt genåbne. 

Nedlukningen får hårde økonomiske konsekvenser for de erhvervsdrivende, der hver dag er samlingssted og frirum for danskere i alle aldre, størrelser og former. Hver eneste dag, branchen må holde lukket, er der en risiko for, at det lokale fitnesscenter må dreje nøglen om. Det gælder særligt, hvis nedlukningen forlænges ind i januar, som traditionelt er en travl tid for fitnesscentrene.

Det er ikke kun ærgerligt for ejerne. Det er også et problem for danskernes sundhed. Den sidste nedlukning viste nemlig, at det er svært at genoptage de gode idrætsvaner. Derfor skal der fornyet politisk fokus på at understøtte fysisk aktivitet i 2021.

Men modsat i foråret står fitnessbranchen med udgangen af 2020 i en situation, hvor der bliver udtrykt større politisk anerkendelse af branchens betydning for danskernes mentale og fysiske helbred. Dette har blandt andet været fremhævet af Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm.

DFHO arbejder for flere politiske tiltag i 2021, der kan fremme motion. Verdens Sundhedsorganisation, WHO's nyeste retningslinjer fra november anbefaler nu en højere norm for fysisk aktivitet – mellem 150-300 min. motion per uge. For at fremme de sunde motionsvaner kan politikerne bl.a. dreje på det velkendte skattehåndtag og indføre skattefradrag for kontingent til idræt og motion. Et skattefradrag vil give flere danskere mulighed for at prioritere et medlemskab af en idrætsforening eller et abonnement til fx et fitnesscenter i den daglige økonomii og det vil samtidig være ssztil gavn for mindre ulighed i sundhed.

Med disse ord vil vi ønske alle en glædelig jul og et mere lykkebringende 2021, som DFHO vil gå ind i med ambitioner om tiltag for en mere fysisk aktiv befolkning.

Med venlig hilsen 

Jens Kramer Mikkelsen - Formand

Morten Brustad - Branchedirektør