Ny data afslører: Konkurrenceforvridning på fitnessområdet er et udbredt fænomen

Fire ud af 10 private fitnesscentre ligger mindre end 3 km fra en foreningsdrevet konkurrent, som bliver drevet med offentlige midler i ryggen. Og i mere end hver 5. kommune er over halvdelen af fitnesscentrene drevet af en forening. Det viser en ny kortlægning, som DFHO har foretaget.

Fitness har udviklet sig til at være danskernes foretrukne motionsform, men selvom den private fitnessbranche tilbyder motion i næsten samtlige kommuner, så satses der massivt på at af få danskerne ind i et foreningsdrevet fitnesscenter. Det understreger en kortlægning af konkurrencen på fitnessområdet, som DFHO har foretaget på baggrund af data fra Idrættens Analyseinstitut – Facilitetsdatabasen.

Ud af 1,128 fitnesscentre i Danmark bliver 333 (december 2017 tal) drevet af en forening, og kortlægningen dokumenterer en klar tendens: Foreningsdrevne centre ligger tæt på de private centre, de er massivt til stede i mange kommuner, og de er med få undtagelser beliggende i områder, hvor de private centre også er at finde. Det bekymrer branchedirektør fra DFHO, Morten Brustad:

”De her tal bekræfter det, vi længe har sagt i fitnessbranchen – konkurrenceforvridning på fitnessområdet er et udbredt fænomen. Desværre støder jeg tit på myten om, at foreningsfitness kun er et beskedent supplement til den private fitnesssektor, og at private og foreningsdrevne centre ikke konkurrerer side om side. Jeg oplever også en generel tendens til, at omfanget bliver talt ned. Derfor har vi lavet en kortlægning af konkurrencesituationen, og jeg håber, at den giver anledning til fornyet debat på et oplyst grundlag.”


Kortlægningen viser, at afstanden mellem et privat og et foreningsdrevet center er under 500 meter i hele 24 af landets kommuner. Den giver dog ikke et udtømmende billede af prisforskellene mellem private og foreningsdrevne centre, men eksempler fra tre kommuner viser, at et årligt medlemskab til et foreningsdrevet center er mellem 35-46 procent billigere end hos private centre. 

”Når man i hver 4. kommune kan finde et privat fitnesscenter, hvorfra man næsten kan se over til den konkurrent, der får offentlige tilskud, så understreger det med al tydelighed, at foreningsfitness påvirker konkurrencesituationen. Fitnessbranchen har intet imod foreningslivet, og de må åbne alle de centre, de vil - så længe der konkurreres på lige vilkår. Men det er ikke tilfældet, for vi ved at foreningsdrevne centre får støtte på op til 445 kr. pr. medlem om året, og derfor kan de også tilbyde kontingenter til næsten halv pris, som vi har set eksempler på. Det hænger ikke sammen – slet ikke for de mindre private centre,” siger Morten Brustad og fortsætter:

”Den private fitnessbranche og foreningslivet har i virkeligheden en fælles vision – nemlig at flere danskere skal dyrke motion. Men det mål opnår vi bedst ved at samarbejde. Derfor vil jeg inderligt håbe, at man vil bruge energien på - sammen med den private sektor - at fremme idrætsdeltagelsen generelt i Danmark. For som det er nu, satser foreningerne i stedet massivt på fitness med det formål at øge sit eget medlemstal uden at tage hensyn til, om det i sidste ende skader de private idrætsaktører.”