Nyt regeringsgrundlag med spændende nyt og forudsigeligt gammelt

Flere spændende elementer på sundhedsområdet med konkrete forebyggelsesinitiativer og et gensyn med et skattestop. Men det halter gevaldigt med nytænkning på idrætsområdet. Alt er ved det gamle med en hyldest til de klassiske idrætsorganisationer

Så kom der en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Det er intet mindre end et historisk nybrud i dansk politik. Den nye regering har store ambitioner på mange område, og det ser ud til, at der er tale om en modig reformregering. 

Noget af det positive er: 

 Skattestop
 
- Regeringen vil samlet set nedbringe de danske skatter og afgifter. Regeringen vil ikke gøre det dyrere at være dansker eller drive virksomhed. Det vil ske med afsæt i et skattestop. I det omfang, at
regeringen træffer beslutning om at hæve skatter eller afgifter, skal andre skatter eller afgifter tilsvarende reduceres, så der samlet set ikke opkræves mere i skat eller afgift. Tobaks- og nikotinafgifter er undtaget fra dette princip.
 
Inden for rammerne af dette princip vil det vel være svært ikke at  etablere kompenserende tiltag, hvis man fastholder at fjerne momsfritagelsen for undervisning i idræt?
 
Bedre hjælp til mennesker med svær overvægt
 
- Overvægt er en betydelig risikofaktor for at udvikle en lang række sygdomme, herunder hjertekarsygdomme, diabetes, slidgigt og visse former for kræft. Svær overvægt er et alvorligt folkesundhedsproblem, og antallet af svært overvægtige forventes at stige i de kommende år. Regeringen vil styrke forebyggelsesindsatsen og sikre, at mennesker med svær overvægt kan få bedre hjælp til et varigt vægttab.
 
Meget positivt med en konkret forebyggelsesforslag på sundhedsområdet.

Styrkelse af civilsamfundet, idrætten og det frivillige foreningsliv.

Men der er ikke kun positive elementer, for der er også blevet plads til en gammel traver, der er blottet for nytænkning, og det er på idrætsområdet. 

Uddrag:

- En af Danmarks styrker er, at vi hænger sammen som et folk – på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og etniske forskelle og køn. Hver eneste dag skaber vi en fælles identitet og sammenhængskraft gennem vores møde med hinanden. Til spejder. I den lokale fodboldklub. På festivaler.
 
- Regeringen vil understøtte dansk idræt i bred forstand, herunder bl.a. arbejdet i regi af ”Bevæg dig for livet” samt indsatsen i eliteidrætten, talentudvikling og arbejdet med at sikre sportsevents i Danmark.
 
Desværre hænger man tilsyneladende fast i den gamle vane med kun at tænke idræt i Danmark ind som et element i styrkelsen af et mere levende og åbent demokrati, og som derfor helst bør ske i foreningsregi.

Derved overser man potentialet ved at tænke den samlede idrætsdeltagelse i Danmark ind som et væsentligt forebyggelseselement i et sundhedsmæssigt perspektiv, hvor de private idrætsaktører vil kunne yde et stort bidrag.