Politisk handling mod konkurrenceforvridning er glædeligt

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre har indgået en bred politisk aftale, der skal sikre private virksomheder bedre mod unfair konkurrence fra det offentlige.

Aftalen indebærer blandt andet, at private virksomheder skal kunne klage ét sted, hvis de oplever unfair konkurrence, mens offentlige myndigheder fremadrettet skal sætte priser efter internationale standarder, så fx lån og profit medregnes.

Aftalen glæder DFHO’s branchedirektør Morten Brustad, som håber, at det vil komme fitnessbranchen til gavn:

”Som branche mærker vi konsekvenserne af unfair konkurrence på tætteste hold, fordi der i stort omfang udbydes fitness i både kommunalt og foreningsmæssigt regi, hvor offentlige midler bidrager til, at priserne er lavere end hos de private centre. Derfor er det meget glædeligt – og også tiltrængt – at et bredt politisk flertal nu tager fat om problemet og stiller krav til, hvordan stat, kommuner og regioner kan prissætte ydelser, der også findes på det private marked. Og det er lige så glædeligt, at det også bliver nemmere for private aktører at klage, hvis de bliver udsat for unfair konkurrence fra det offentlige.”

Han peger derudover på, at DFHO aktivt har presset på for mere rimelige konkurrencevilkår og derfor også at fulgt processen forud for den nye aftale tæt:

”Vi har længe råbt højt om den urimelige konkurrencesituation, som den private fitnessbranche befinder sig i. Og vi har forsøgt at byde ind i den debat, der rejste sig, da regeringen varslede tiltag på dette område. Derfor vil jeg gerne kvittere for, at en bred vifte af partier nu skrider til handling og dermed tager denne problematik alvorligt.”

Som en del af den nye aftale nedsættes derudover en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete forslag, der begrænser adgangen til statslig, regional og kommunal erhvervsaktivitet. Morten Brustad håber på, at dette vil føre til yderligere tiltag, der kan bidrage til at eliminere unfair konkurrence mellem offentlige og private aktører:

”Den nye politiske aftale er et positivt skridt i den rigtige retning, men jeg er glad for, at der med den nedsatte arbejdsgruppe venter sig en vigtig debat om, hvilke former for opgaver, det offentlige skal koncentrere sig om, og i hvilke situationer det giver mere mening at tænke i private løsninger. Det er en debat, DFHO ser frem til at deltage i.”