De sunde vaner starter i det nære

De sunde vaner – også når det handler om motion – grundlægges allerede i en tidlig alder. Og der eksisterer omfattende viden om, at fysisk aktivitet har en positiv sammenhæng med børn og unges trivsel og læring også senere i livet.

De sunde vaner – også når det handler om motion – grundlægges allerede i en tidlig alder. Og der eksisterer omfattende viden om, at fysisk aktivitet har en positiv sammenhæng med børn og unges trivsel og læring også senere i livet. Derfor er det ikke kun vigtigt, at man som forældre og i hjemmet har fokus på at give sine børn en aktiv hverdag og mulighed for at blive en del af idrætsfællesskaberne. Den sunde start på livet og tilegnelsen af sunde motionsvaner senere i livet formes også af de rammer, som landes 98 kommuner skaber for børn, unge og voksnes muligheder for at dyrke idræt og motion. I skolerne, på arbejdspladserne, børnehaverne, som ældre og i lokalområdet. Det er nemlig i det nære og dermed i kommunerne, vi lægger byggestenene til et sundt liv.

Derfor er det også positivt, at Idrættens Analyseinstitut (IDAN) har indgået et samarbejde med IFFD, som skal ruste kommunerne til at kunne træffe beslutninger om nye tiltag på idræts- og fritidsområdet på et stærkere vidensgrundlag. IDAN og IFFD har således sat sig for at styrke deres fokus på idrætspolitikken i landets kommuner og ikke mindst med data og analyser bane vejen for, at kommunerne gives bedre muligheder for at få inspiration og viden om tiltag, der virker, så de kan træffe deres idrætspolitiske beslutninger på et oplyst grundlag. I DFHO håber vi på, at det på sigt kan føre til, at kommunerne i højere grad også vender blikket mod de mange private idrætsaktører og ikke mindst fitnesscentre, som ligger lokalt i størstedelen af alle landets kommuner.

Med knap 1.000 fitnesscentre fordelt over hele landet og omkring 800.000 børn, unge og voksne aktive i den private idræt, er fitnesscentrene og andre private idrætsaktører gennem de seneste 20 år blevet en vigtig kilde for danskernes idræt. Halvdelen af alle idrætsaktive i organiseret regi vælger i dag at dyrke deres motion i et privat idrætstilbud, og når vi betragter de unge mellem 13-15 år er fitness blevet en mere populær sportsgren end fodbold. Tilsvarende påpeger 36% af borgere, der i dag er inaktive, at de ville dyrke fitness/styrketræning, hvis de skulle begynde at dyrke idræt. Hvis vi skal have flere og ikke mindst dem, der i dag er inaktive, til at tage del i idrætsfællesskaberne og tilvælge en aktiv livsstil, er det derfor helt afgørende, at man i kommunerne også i videre omfang inddrager og gør brug af den private idræt.

I DFHO vil vi gerne bidrage til, hvordan vi kan styrke samarbejderne i kommunerne med den private idræt, herunder fitnesscentrene, så vi kan skabe nye innovative idrætstiltag, der kan nå flere og appellere til alle dem, der i dag ikke er en del af idrætsfællesskaberne. Det kan fx være samarbejde i specifikke områder, samarbejde om lokaler, om skoleaktiviteter, genoptræningsforløb eller noget helt andet. Fitnessbranchen vil gerne både bidrage med ny viden men også nye løsninger. Derfor går vi også i den nærmeste tid i gang med at afdække hvilke muligheder, vi som branche selv ser for øget samarbejde og ikke mindst hvilke barrierer eller snubletråde, der på nuværende tidspunkt kan være.

Sundhedsstyrelsen seneste temperaturmåling af danskernes sundhed viser, at over 58% af voksne danskere ikke lever op til WHOs anbefalinger om fysisk aktivitet. Der er derfor mere end nogensinde behov for, at vi afprøver nye veje og tiltag for at skabe gode rammer for motion i det nære. Ikke alene, men sammen, på tværs af kommuner, foreningsidrætten og den private idræt. Nye samarbejder kan bane vejen for en sund sjæl i et sundt legeme for flere. Det står vi i DFHO klar til at bidrage til.